Prøvemedlem

Det er muligt at blive prøvemedlem. På den måde kan man med sig selv afprøve, om svæveflyvning og klublivet er noget for én.

Ordninger

Der findes flere forskellige former for prøvemedlemskab:
  • Prøvemedlem - Medlemsskabet indeholder en flyvning, hvor der kan være nogen ventetid.
    Medlemsskabet koster 200 kr.
  • Prøvemedlem, guld - Medlemsskabet indeholder en flyvning til aftalt tid.
    Medlemsskabet koster 600 kr.
  • Prøvemedlem, forkursus - Medlemsskabet indeholder seks flyvning, som fordeles over flere flyvedage indenfor 30 kalenderdage.
    Medlemsskabet koster 800 kr.
Tryk på link ovenfor, for at forespørge på et prøvemedlemsskab på en konkret dato.

Fælles for ordningerne

Med mindre andet fremgår ovenfor, gælder følgende for alle ordningerne:
  • Der er inkluderet én flyvning som passager i medlemsskabet. Der er mulighed for at købe yderligere én flyvning på medlemsvilkår - pt. 35 kr. Muligheden for en ekstra start gælder dog ikke for forkursus eller ved gruppearrangementer.
  • Der kan forventes ventetid. Generelt gælder først-til-mølle-princippet, men dagens instruktør kan fravige dette af hensyn til fx indlæringsmål for klubbens elever.
  • Der kan kun gennemføres flyvning, såfremt prøvemedlemmet er ædru og i øvrigt fremtræder seriøst. Det er muligt at give et prøvemedlemskab som gave, men prøvemedlemmet skal selv være indstillet på at prøve at flyve.
  • Flyvninger for prøvemedlemmer gennemføres med klubbens to-sædede skolefly. Man skal kunne spændes forsvarligt fast, hvilket udelukker mindre børn. Ligeledes indebærer flyets begrænsninger, at man skal veje mellem 65 og 100 kg.
  • Prøvemedlemsskabet er først gyldigt, når det er betalt til et fast medlem, som har kvitteret herfor. Medbring gerne aftalte penge - klubben ligger ikke med kontanter.
  • Der skal oplyses e-mail-adresse for prøvemedlemmet, som må acceptere at modtage et (mindre) antal informationsmails fra klubben. Efter ophør af medlemsperioden kan disse informationer til enhver tid afbestilles.
  • Nedbør og kraftig vind kan hindre flyvning. I så fald har prøvemedlemmet mulighed for at få sin flyvning på en efterfølgende flyvedag, dog aldrig senere end 30 dage efter medlemskabets start.
Vor flyvning foregår fra pladsen ved Ferslev. Du kan se den præcise placering på kontakt-siden.

En flyvning

En flyvning omfatter en start, en kortere flyvning samt en landing. Flyvningen foregår over Ferslev, hvorfra man normalt kan se Aalborg og ofte også Mariager Fjord.

Starten gennemføres ved, at et motorspil gennem en wire trækker flyet op i 250-350 m højde, hvorefter flyet udkobles. Starten er ganske stejl - mere stejl end et passagerjetfly. Det er muligt, fordi svæveflet ikke selv skal bære motoren.

Under flyvningen vil piloten måske forsøge at finde opadstigende luftstrømme - termik - for at vinde højde. Man har normalt 2-3 minutter til at finde termikken, før man er nede i en højde, hvor landeingen skal påbegyndes. Lykkes det at finde termik, vil man opleve, hvad svæveflyvning rigtigt handler om. Piloten vil måske stige nogle få hundrede meter, for at demonstrere, at det er muligt at flyve uden motor.

Landingen indledes med, at man flyver langs pladsen med vinden. Efter nogle drej er flyet på vej ned mod pladsen. Svævefly har kraftige luftbremser og kan derfor lande i en stejl vinkel sammenlignet med andre flytyper.

Selv om turen kun varer få minutter, er den så mættet med oplevelser, at langt de fleste vil opleve det som langt længere.