Information om klubben

Svæveflyvning Svæveflyveklubben Aalborg Aero Sport blev stiftet af en række aktive svæveflyvere i 1982. Fra et medlemstal på ca. 15 og en flyflåde på ét svæveplan er det i den forløbne periode, ved en helhjertet indsats af klubbens medlemmer, lykkedes at opbygge en moderne svæveflyveklub med ca. 65 medlemmer - de 35 er aktive.
Flyflåden består p.t. at et tosædet fly til skoling og 5 etsædede. Desuden har vi et klubhus med toilet- og badefaciliteter, og en rummelig hangar med plads til 8-10 svævefly samt det nødvendige hjælpeudstyr. Der er også en del privatejede fly.

Klubben har til huse på Ferslev svæveflyveplads små 15 km syd for Aalborg. Pladsen ligger højt i et smukt kuperet terræn, der byder på gode termiske forhold, som jo er grundlaget for vore aktiviteter. Fra starten i 1982 har det været klubbens målsætning at tilbyde medlemmerne gode svæveflyvemuligheder til en overkommelig pris. For at holde denne målsætning har det været, og er det stadig klubbens princip at lade medlemmerne udføre store dele af det nødvendige vedligeholdelsesarbejde og kun i mindre grad trække på ekstern bistand. Dette princip er også gældende i forbindelse med uddannelse af nye medlemmer, hvor klubbens ca. 15 instruktører udfører en ulønnet indsats i forbindelse med den daglige flyvning og under vinterens teoriundervisning.



Aalborg Aero Sport
Rævedalsvej 95, Ferslev
9230 Svenstrup J

Telefon: 2197 0163

E-mail: info@aero-sport.dk